Depression hos voksne

Alle mennesker oplever perioder med tristhed, modgang eller nedsat energi. Ved vedvarende nedtrykthed eller depression er der dog tale om mere end blot en dårlig periode. 

Depression eller vedvarende nedtrykthed beskrives ofte som en tung tåge, der lægger sig over hverdagen. Måske mærker du vedvarende tristhed eller tomhed, selv når der udefra ser ud til at være styr på tingene. Mange beskriver f.eks. manglende energi, søvnproblemer, skyld eller skam, koncentrationsbesvær og en stille social tilbagetrækning, hvor man langsomt trækker sig fra venner, familie og aktiviteter, der før gav mening.

Depression viser sig forskelligt fra person til person. For nogle fylder tristhed og gråd meget, mens andre mest mærker tomhed, irritabilitet eller en følelse af at være følelsesløs. Måske har du svært ved at falde i søvn eller vågner alt for tidligt, eller også sover du mere end normalt uden at føle dig udhvilet. Ting, der før gav glæde, føles måske ligegyldige, og selv små opgaver kan virke uoverskuelige. 

Nogle mennesker oplever det, der i daglig tale kan beskrives som en "velfungerende" depression. Du passer måske fortsat dit arbejde eller studie og får hverdagen til at fungere udadtil, mens du indeni kæmper med tristhed, tomhed eller udmattelse. Selvom du udefra kan virke velfungerende, bruger du måske i virkeligheden al din kraft på bare at komme igennem dagen. 

Depression kan opstå af mange forskellige årsager. For nogle udløses den af belastende livsomstændigheder eller tab, mens den for andre synes at komme snigende uden nogen tydelig forklaring.

Hvordan opleves depression?

Depressive symptomer kan vise sig forskelligt fra person til person.

Måske kan du genkende noget af følgende:

  • Du føler dig trist eller nedtrykt det meste af tiden.
  • Du har mistet interessen for ting, du tidligere nød.
  • Du føler dig følelsesmæssigt flad eller tom.
  • Du har svært ved at finde motivation til selv små opgaver.
  • Du er mere irritabel eller kort for hovedet end tidligere.
  • Du oplever skyldfølelse eller selvbebrejdelse.
  • Du føler dig utilstrækkelig eller som en belastning for andre.
  • Du oplever lavt selvværd og selvkritiske tanker.
  • Du har trukket dig fra din partner, dine venner eller din familie.
  • Du har svært ved at koncentrere dig.
  • Du oplever fysiske gener som fx søvnproblemer, maveproblemer eller spændinger i kroppen.
  • Du føler dig udmattet, selv når du har hvilet dig.

Ikke alle oplever alle symptomer, og depression kan komme til udtryk på mange forskellige måder.

Når depression bliver til selvkritik

Mange mennesker med depression oplever, at de samtidig bliver hårde ved sig selv.

Måske tænker du:

  • "Jeg burde kunne tage mig sammen."
  • "Hvorfor kan jeg ikke bare komme videre?"
  • "Andre klarer det jo."
  • "Der må være noget galt med mig."

Disse tanker kan komme til at fastholde følelsen af håbløshed og utilstrækkelighed.

Det er vigtigt at huske, at depression ikke er et tegn på svaghed eller manglende viljestyrke. Det er en psykisk lidelse, som kan ramme mennesker i alle aldre og livssituationer.

Depression og relationer

Depression påvirker ofte ikke kun den, der er ramt, men også de nærmeste relationer.

Når energien er lav, kan det være svært at være den partner, ven, kollega eller forælder, man gerne vil være. Mange oplever dårlig samvittighed over at trække sig tilbage eller ikke have overskud til andre.

Samtidig kan omgivelserne have svært ved at forstå, hvad der foregår, fordi depression ikke altid er synlig udefra.

Behandling af depression / nedtrykthed hos mig

I et terapiforløb hos mig for nedtrykthed eller depression i lettere til moderat grad kan vi blandt andet have fokus på:

  • At forstå de mønstre, der bidrager til at vedligeholde depressionen
  • At identificere belastninger og sårbarheder
  • At arbejde med negative tankemønstre
  • At øve nye, konkrete måder at håndtere de svære følelser på
  • At reducere selvkritik og skyldfølelse
  • At genopbygge energi, mening og livskvalitet
  • At skabe små og realistiske skridt mod forandring

Jeg tilpasser de terapeutiske metoder til din specifikke situation, dine behov og de mål, vi sammen sætter for forløbet. 

Hvis du kan genkende dig selv i beskrivelserne på denne side, er du mere end velkommen til at række ud. Sammen kan vi drøfte, om et forløb hos mig vil være en relevant vej frem for dig.


BEMÆRK vedr. online terapi og depression:

Lettere til moderate depressive symptomer kan være relevante for online terapi. Ved svær depression, omfattende selvskadende adfærd eller aktuelle selvmordstanker og/eller selvmordsplaner vil der være behov for andre og mere omfattende behandlingsrammer end dem, jeg kan tilbyde online. 

Kontakt

Jeg tilbyder at ringe dig op til en gratis uforpligtende samtale, hvor jeg kort vil høre om dig og din situation. Du har ligeledes mulighed for at stille mig de spørgsmål, du evt. kunne have. Med afsæt i samtalen kan vi beslutte, hvorvidt vi skal igangsætte et videre samarbejde. 

Hvis du ønsker en opringning kan du enten booke tid hertil via booking-linket herunder eller ved at kontakte mig på psykologsarahmadsen@protonmail.com 

Du er også meget velkommen til at booke en almindelig 50-minutters session uden forudgående telefonsamtale.

Psykolog Sarah Madsen